I dagene op til Havnens Dag bugner lokale aviser og hjemmesider med historier om de mange aktiviteter, som havnens gæster kan afprøve. Alt sammen takket være det ihærdige “benarbejde”, som Vild med Vand-udvalgene udfører rundt i hele landet for at opnå synlighed i de lokale medier.
Her er nogle eksempler på, hvad der sker rundt omkring…

Lolland
I Kragenæs på Nordlolland er der både broindvielse og åben båd-aktiviteter på dagsordenen. Også husbåde kan gæsterne få et nærmere kig på. Der er åben båd-sejlads og kajakture på programmet – og dagen slutter med servering af Helstegt pattegris.

Aalborg
I Aalborg er seks foreninger gået sammen om at arrangere Havnens Dag i landets fjerdestørste by. “Målet med havnens dag er at vise, hvilke fantastiske muligheder, der er for oplevelser og fritidsaktiviteter på og i vandet,” fortæller koordinator for arrangementet Knud Suhr.

Sydthy
I Doverodde Havn i Sydthy er en stribe foreninger samlet om Havnens Dag. Programmet byder på bl.a. besøg fra Agger Redningsstation, der kommer forbi for at fremvise redningsudstyret. Havnens gæster kan også få en tur i en RIB-båd – eller selv få lov at sejle Optimistjolle eller Snipejolle. besøg fra Agger Redningsstation

Skælskør
I Skælskør er der åbent hus på Havnens Dag hos bl.a. Skælskør Roklub og Skælskør Amatør-Sejlklub – så der bliver masser af muligheder for både at sejle, ro og padle i dagens løb. Gæster, der har mod på at komme under vandet kan møde Slagelse Sportsdykkerklub i Skælskør. Er man til mere tørskoede aktiviteter, så er der halvmaraton fra Skælskør til Bisserup og tilbage igen.