Lørdag den 25. maj blev Havnens Dag afholdt for fjerde gang. 80 havne landet over inviterede på gratis vandaktiviteter af enhver art. Over 110.000 gæster lagde i dag vejen forbi og prøvede alt fra sejlads, kajak og stand up paddle til dykning, havsvømning og klap-en-fisk.

Danskerne valfartede lørdag ud til lystbådehavnene for at få gratis smagsprøver på alle de mange aktiviteter og fritidsmuligheder, de danske havne tilbyder. Omkring 80 havne landet over diskede op med et bredt udbud af aktiviteter. Der var noget for enhver smag, alder og interesse – bl.a. sejlads i alle afskygninger, stand up paddle, kajak, undervandsjagt, molefiskeri, krabbefiskeri og meget andet.

“Vores foreløbige opgørelse viser, at over 110.000 danskere har været forbi en havn i dagens løb. Samtidig får vi meldinger om fantastisk stemning og masser af gang i vandaktiviteterne rundt omkring – og dét er det allervigtigste. Vi laver Havnens Dag, fordi vi gerne vil inspirere en masse mennesker til at gøre havnen og vandet til en del af deres aktive fritidsliv,” fortæller Janne Egelund Schmidt, projektleder i Vild med Vand, og uddyber:

“Vi ved fra de tidligere år, at der efter Havnens Dag både kommer flere medlemmer i de enkelte klubber og foreninger, men også at folk opdager, at der foregår meget mere i deres lokale havn, end de var klar over.”

Aktiviteter i havnen hele året
Flere havne fortsætter resten af året med egne, lokale arrangementer, som måske kan give inspiration til at prøve nye ting i havnen og på vandet.

“Der er SÅ mange muligheder for aktiviteter på, i og under vandet og på havnen. Det er derfor, vi laver Havnens Dag, og det gør vi igen i 2020. Men i virkeligheden er der åbne aktiviteter, man kan prøve, hele året rundt. Det handler bare om at opsøge mulighederne”, siger Janne Egelund Schmidt.

Havnens Dag skabes af lokale kræfter
Det er Foreningen af Lystbådehavne I Danmark og Dansk Sejlunion, der står bag Vild med Vand-projektet, som arrangerer Havnens Dag. Projektet er støttet af Nordea-fonden. Først og fremmest er Vild med Vand og Havnens Dag drevet af lokale kræfter, der skaber indholdet i de enkelte havne – og det er de selv samme frivillige ildsjæle, man kan møde, hvis man efter Havnens Dag har fået lyst til at blive en del af det aktive foreningsliv i én af klubberne på havnen.

Fotos fra Havnens Dag 2019 kan hentes her

Find billeder fra tidligere Havnens Dag og Vild med Vand-billeder her